Den 29. December 1947 kl. ca. 21.00 afgik slæbedamperen S/S Castor
af København fra Hundested Havn med den 308 brutto register tons
store læggter "Brøns Odde" af København mod Randers. 
Lægteren var usædvanlig, den var bygget af jernbeton i 1944 og ikke
som almindeligt af stål og jern eller træ. Lægteren var af samme
grund tungt håndterlig. Den var ballastet i henhold til bestemmel-
serne for bugsering over åbent hav for sådan et fartøj.

Såvel slæbedamperen som lægteren var ejet af et partsrederi med kun
to partshavere, det var skibshandler Rudolf Hermann Louis Nicolai,
38 år gammel, og Kystskipper og Skibshandler E. Hjalmar Olsen fra
Assens. Ingen af rederne var ombord i de 2 omtalte fartøjer, da den
skæbnesvangre rejse startede. S/S castor havde 4 mands besætning
og på lægteren Brøns Odde befandt der sig 2 mand til manøvrering
og til håndtering af slæbetrossen.
Denne bemanding var helt i overensstemmelse med regulativet for
begge fartøjer, ligesom begge fartøjer var synet og godkendt af
Statens Skibstilsyn. Eneste minus ved de 2 fartøjers helbred var,
at S/S Castors kedel var udtjent, og derfor klausulbelagt til kun
at måtte holde et mindre damptryk, end da kedlen sidst blev god-
kendt. Mindre damptryk giver jo mindre maskinkraft, men ifølge
Statens Skibstilsyn skulle det reducerede damptryk, som S/S Castors
kedel måtte yde, være rigeligt til at dampmaskinen kunne udvikle
de HK, som var nødvendige til et bugserarbejde som det her påbe-
gyndte. Der skulle altså ikke være materielle årsager til begge
fartøjers senere forlis.

Ved fartøjernes afsejling fra Hundested var alt ombord som det
skulle være, og ingen anede nogen fare for vejret, så det så ikke
ud til at volde problemer, men det skulle snart blive anderledes.
Da S/S Castor med Brøns Odde i roligt slæb den 30. december 1947
kl. ca. 1.30 var kommet klar af Hesselø, blæste det op og søen
rejste sig. Meget hurtig blev vejrsituationen helt forandret. Det
kulede op til en nordlig snestorm og sigtbarheden faldt til nul.
Præcis i denne svære situation sprang slæbetrossen. Lægteren Brøns
Odde gik i drift og forsvandt i snetykningen. Da S/S Castor ikke
havde radar og ingen radio, var al forbindelse mellem de to far-
tøjer borte. Der indtraf en midlertidig opklaring i vejret, og fra
S/S Castor var man så heldig at få øje på Brøns Odde og konstatere,
at den havde ladet sit anker gå. S/S Castor sejlede derfor så tæt på
lægteren, som man turde og blev liggende der, mens man afventede en
bedring i vejret og navnlig sø situationen, dvs. at den høje og
voldsomme bølgegang skulle lægge sig. I stedet for at lægge sig
tiltog stormen i styrke, og Brøns Oddes anker kunne ikke holde den
på positionen. Lægteren drev af i sydvestlig retning med sit anker
slæbende hen over havbunden. Af hensyn til dybdeforholdene og den
stærke strøm og søgang turde S/S Castor ikke følge efter lægteren,
som derefter forsvandt i mørket og ny snefog. 

Da det lysnede næste dag begyndte S/S Castor straks at lede efter 
sit forsvundne slæb, og det tog ikke lang tid at finde det. 
Lægteren var strandet kl. ca. 19.20, tog grunden og stod hurtigt fast den 30. december 1947 ved Yderby Lyng pa østsiden af Sjællands Odde, helt præcis
mellem stenlejerne og Gniben, hvor den stadig ligger her i oktober
1995. Det er ikke mange vrag, som er ovenvande, der kan prale med så
lang en "levetid". S/S Castor loddede sig forsigtigt indefter mod
sin havarist, men at komme helt ind til den var ikke muligt. Da
føreren af Castor havde dannet sig et overblik over situationen
sejlede han S/S Castor til Odden Havn, hvor man lejede sig en
solid jolle, samt underrettede rederi og myndigheder om, hvad der
sket. Derpå sejlede S/S Castor med den lejede jolle på slæb påny
ud til strandingsstedet, hvor slæbebåden lagde sig for anker og derpå etablerede forbindelse med Brøns Odde via jollen så snart vejret tillod det. 
Der var ingen risiko for de to besætningsmedlemmer på lægteren. 
Begge ejere af skibene kom til stede på Odden Havn, hvor de blev afhentet og
sejlet ud til Brøns Odde. 

De følgende dage gik S/S Castor så at sige i pendulfart mellem strandingsstedet 
og Odden Havn. Rederne afslog et tilbud fra Oddenss Bjergelaug 
om bistand til hurtigt at få Brøns Odde fri af grunden, selvom
de blev gjort opmærksom på, at på denne årstid var der 
risiko for stærk storm og sø netop på den grund, hvor deres lægter stod.
Det blev dengang og siden sagt på Odden, at lægteren ikke var forsikret, 
og at det var derfor, at rederne spillede højt spil og ikke 
ville ofre penge på bistand fra det lokale bjergelaug. 
Men det blev også sagt, at Brøns Odde var overforsikret, og rederne derfor 
var interesseret i, at den skulle forlise, så de kunne få den
den fulde forsikringssum udbetalt, og det var derfor de afslog tilbudet 
om hjælp.

Jeg  har talt med en sø-assurandør om disse to historier
om sandsynligheden for at de er rigtige. Assurandøren svarede således: 
Den første historie forekommer absolut sandsynlig. Der kendes netop fra den 
hektiske tid efter krigen flere lignende eksempler på havarier, hvor man højt og flot blæste på alle forsikringer, som ikke var lovpligtige, sommetider også på de
lovpligtige, men det var jo strafbart, så jeg tror åa historien
om, at Brøns Odde enten slet ikke var forsikret eller var underforsikret. 
Derimod tror jeg ikke et sekund på historien om, at
Brøns Odde skulle være overforsikret. Hvis den havde været
det, ville forsikringsselskabet øjeblikkelig dels selv have
sendt en mand til strandningsstedet, dels ubetinget have fulgt
de lokales sagkyndiges råd og advarsler og sørget for kontakt
med Bjergelauget. Eventuelt kontaktet et Bjergningsselskab, så
lægterens forlis med alle til rådighed stående midler var søgt
undgået.

Søen var de følgende dage stadig stærk og gav dønninger ind
omkring Brøns Odde. Vind og strøm skiftede retning og
begyndte at arbejde på grunden, hvorved Lægteren sprang læk.
Sø og strøm forhindrede også S/S Castor i at forsøge at trække
Brøns Odde af grunden. For øvrigt skønnede lokale fiskere og
skippere at S/S Castor var for svag til at udføre det afslæbningsarbejde, 
og deri havde de lokale jo ret.

Rederne, besætningen på såvel S/S Castor som Brøns Odde og
nogle mænd rederne havde hentet fra København, og som ifølge
lokale udtalelser lignede en bande sørøvere, arbejdede ivrigt
for dels at tætne Brøns Odde, dels på at pumpe den læns. Det viste
sig her endnu engang meget svært at tætne en læk i et fartøj,
som var bygget af jernbeton. Den 6. januar 1948 ca. kl. 2.00
lå S/S Castor fortøjet for natten og med bakket fyr langs siden
af Brøns Odde, som det ved lodning havde vist sig, at S/S Castor
godt kunne flyde ind til ydersiden af, men med kun 1 meter
vand under kølen. Dette var et forhold, der skulle blive den inddirekte
årsag til S/S Castors forlis. Der rejste sig nu en storm fra
vest som satte havet i oprør, og store bølger væltede ind mod de to
fartøjer. Føreren af S/S Castor var øjeblikkelig blevet purret
af vagtmanden, og indså den akutte fare slæbedamperen var i.
Besætningen pa S/S Castor fik hurtigt sat dampen op og kastede
los fra Brøns Odde og styrede ud mod det åbne hav for at komme
klar af den nu farlige kyst. I første omgang så det også ud til,
at det skulle lykkes for S/S Castor at nå ud på dybt vand og
ride stormen af der. MEN!!! Nu viste konsekvenserne sig af, at S/S
Castor havde vovet sig ind på for lavt vand. Et par kraftige
stød nedefra op gennem damperen fortalte besætningen med al
ønskelig tydelighed, at S/S Castors bund havde ramt en eller
flere store sten. Men stadig stod damperen udad med al den kraft,
som maskinen kunne præstere. S/S Castor havde fået sit ulivssår.
Selv om der ikke kom flere sammenstød med store sten på havbunden, 
så var skibet slået læk, og vandet steg hurtigt i maskinrummet. 
S/S Castors fører lod to mænd pumpe uafbrudt, men vandindtrængningen fortsatte 
med stadig stigende styrke.


Maskinisten måtte forlade det kombinerede maskin- og fyrrum samtidig 
med at vandet nåede fyret under kedlen og slukkede det. Da
den flygtende maskinist kom op på dækket og meldte sig til skibsføreren, 
stod det denne klart, at S/S Castor ville synke, uanset hvad
man så prøvede at gøre for at forhindre det. Det gjaldt altså om
at udnytte den damp, der var tilbage på kedlen, for maskinisten
havde ikke standset maskinen, da han reddede sig op fra maskinrummet. 
Resolut vendte S/S Castors fører atter sit skib mod land, for
at forsøge at sejle det så langt op på land, og så tæt ind på kysten,
som han kunne med den resterende damp i kedlen. Men S/S
Castor nåede ikke langt ind. Da maskinisten måtte forlade sit
maskinrum var S/S Castor kommet ca. 900 meter ud fra kysten, og
her vendte skibet så om, men nåede kun ind til en afstand af ca. 550 
meter fra kysten, da maskinen gik i stå. 
S/S Castor sank dybere og dybere ned i vandet, der spillede i
dækshøjde. Samtidig var stormen faldet til stiv kuling, og dre-
jet om i nordøst, hvad der bestemt ikke gavnede landgangsforsøget.
Det var i sidste øjeblik, at besætningen pa S/S Castor fik trukket
den lejede jolle ind på siden af slæbedamperen og trådte over
i jollen og kappede slæbetovet til S/S Castor. Fa minutter der-
efter gik S/S Castor til bunds pa ca. 8 meters dybde. Besætningen
fik sejlet jollen ind til Brøns Odde og kom med besvær ombord i
denne, og havde dermed reddet livet. Der gik en forfærdelig brænding
inde på kysten, som givet ville være livsfarlig at passere i
jollen, hvad de skibsbrudne hurtigt fik beviser for, idet jollen rev
sig løs fra sin fortøjning til Brøns Odde og drev ind i brændingen,
hvor den øjeblikkeligt blev forvandlet til pindebrænde. De skibsbrudne 
var tvunget til at blive ombord pa lægteren og afvente
hjælp fra land, når morgendagen gryede.


Myndighederne i land var udmærket klar over, at noget kunne være
sket ude ved den strandede Brøns Odde i løbet af stormnatten.
For den tunge cementlægter frygtede man ikke. Der skulle mere end storm til 
at ødelægge Brøns Oddes solide cementkonstruktion,
og det kan jo den dag i dag ved selvsyn konstanteres
at være helt rigtigt. For Brøns Odde ligger jo stadig, hvor den
lagde sig til hvile den 30. december 1947.
Derimod frygtede man i allerhøjeste grad for S/S Castor og dens
besætning. I imodsætning til den tunge cementlægter var
S/S Castor jo i høj grad at samligne med en fjerbold, som der
særdeles nemt kunne ske hvad som helst med, nar den vovede at
gå helt ind på grundt vand i et så vejr- og sømæssigt ustabilt
område, som tilfældet var ved Gnibenkrogen, hvor ingen med lokalt 
farvandskendskab kunne drømme om at lægge sig for anker.

Straks det var blevet dagslys igen op på formiddagen den 6.
januar 1948 rettedes manges øjne og kikkerter da også ud mod
strandingsstedet, hvor Brøns Odde lå ganske som dagen før, men
S/S Castor var borte og havet tomt. Hvad var der blevet af S/S
Castor spurgte man sig selv inde på land, Man forblev ikke længe
i uvished, for ude fra Brøns Odde signaliseredes efter hjælp.
Redningsbåden fra Yderby gik derpå ud til havaristen, og tog
alle fem mand om bord og sejlede dem ind til Odden Havn, hvor
de blev modtaget af en nysgerrig større folkemængde. Nyheden
om S/S Castors forlis i stormnatten spredtes hurtigt over hele
Odsherred og blev livligt diskuteret mand og mand imellem. Der var
blandt Oddens fiskere passiv enighed om, at havde S/S Castors
besætning lyttet til de velmente råd om, at alle nætter skulle
tilbringes ved Odden Havn, og ikke ude ved havaristen, så var
der ikke sket S/S Castor noget.

De skibbrudne sømænd blev indlogeret hos havnefoged Nicolai
Andersen i Odden Havn, og de 2 redere boede på Åsløkke Kro.
Da vind og hav var faldet til ro, sejlede man ud for at finde og
afmærke S/S Castors vrag.

Det var forholdsvis nemt gjort, da S/S Castors fører og besætning
så nogenlunde kunne påvise, hvor deres skib var gået ned. Det viste
sig, da man fandt Castor, at den faktisk havde stillet sig i den bedst
egnede stilling for hurtig hævning. Den stod faktisk fuldstændig
ret op og ned på havbunden, og over skorstenstoppen var der kun
ca. 1 meter vand op til havoverfladen.
Dette var en glædelig konstatering, og beboerne på Odden regnede
da ogsa bestemt med at Svitzer eller et andet bjerningsselskab
ville komme i løbet af en lille uges tid og hæve skibet, der 
som den stod pa havbunden blev serveret for bjergningsfolkene
på et "sølvfad", som man udtrykte sig.

Befolkningen pa Odden havde virkelig belæg for at udtale sig
som de gjorde. Fiskere var der jo i næsten alle familierne,
og sa var der sågar tre erhvervsdykkere, d.v.s. tungdykkere med
hjælm, blysko, og dykkerdragt. Det var brødrene Hansen: Gunnar, Eilif
og Arne. Gunnar Hansen var professionel vragfisker med eget skib
M/G RUTH af Sjællands Odde, de to andre brødre sejlede med sten-
fiskere, så man må konstantere, at faglig ekspertise skortede det
ikke på, når Oddens befolkning indbyrdes vurderede mulighederne
for at bjerge S/S Castor. Men der kom til Odboernes stigende forbavselse ingen bjergningsskibe med løftepontoner.

Havnefogenen indsendte de obligatoriske strandingsindberetninger
til Handels/Søfartsministeriet og til evt. forsikringsselskab. Indbe-
retningen for lægteren Brøns Odde er dateret 1. Januar 1948 og
den for S/S Castor er dateret den 6. Januar 1948, altså skrevet
samme dag som de skibsbrudne kom i land efter damperens forlis.
Det har sandelig været en både kvik og ansvarsbevist
strandfoged, man har haft dengang pa Sjællands Odde.

Besætningerne fra S/S Castor og Brøns Odde rejste samtidig med
rederne, altså kun to eller tre dage efter forliset. Hvad skete
der så? Ja, der skete egentlig ikke ret meget. Fyr- og Vager-
væsenet foranledigede en vragmarkeringsbøje udlagt som en grav-
sten over S/S Castors våde grav kan man sige. Ejeren af den jolle,
som var lejet her på Odden og som forliste, havde svært ved at få
erstatning, men han fik den dog til sidst. Efter Søforhøret
den 16. juni 1948 voterede søretten, og dens kendelse i sagen
lød således: Begge fartøjers forlis/stranding må skyldes de på
strandings- og forlistidspunktet herskende vejrforhold.
Da de interesserede Odboere hørte den dom, tilføjede de for hin-
anden indbyrdes - og ukendskab til kysten, havet, vind og strøm,
på forlis/strandingsstedet, samt da strandingen var sket men ikke
forliset - nægtet at modtage gode råd og nægtelse af kon-
trakt om bjergning med det lokale bjergelaug.

År senere sagde folk med forstand pa de dele. Lægteren havde måske
ikke kunnet reddes, men slæbedamperen var aldrig kommet i den
situation, dens besætning havde bragt den i, hvis vi havde 
udført bjergningsarbejdet. S/S Castor havde kunnet dampe fra Odden 
i ligeså fin stand, som den var i, da den kom hertil.
Rederiet opnåede forlis af begge sine fartøjer. Tiden
gik, årene gik, men intet skete med de 2 vrag, og havde de
kunnet reddes, så var tiden forpasset.
At begge vrags bjerning blev opgivet definitivt, blev man jo efter-
hånden klar over, og da ingen af vragene lå i vejen for hverken
skibstrafik eller fiskeriet ja, så havde hverken den Danske Stat
eller Amtet nogen interesse i at forlange vragene fjernet. I
1950 undersøgte vragfisker Gunnar Hansen ejerforholdet til S/S
Castor med henblik på, at han ønskede at overtage vraget. Der
var sket det, at snakken gik på Odden om, at ingen mere
kunne gøre ejerkrav pa vragene. Baggrunden for denne snak var
både højdramatisk og tidstypisk og skal kort ridses op her.

Det var som sagt ved årsskiftet 1947/48, at forlisene fandt sted og
den 22. april 1948 blev de to redere likvideret med pistol-
skud ombord på fiskekutteren "ELO" K-43 midt ude i Køge Bugt.
Morderen var Søfyrbøder Anders Chr. Jørgensen og umiddelbart
så det ud som rovmord, men det var vist noget ganske andet? De
to redere havde begge en højst interessant fortid under be-
sættelsen. Skibshandler Nicolai var dømt for værnemageri og
sortbørshandel. Hjalmar Olsen havde været i konflikt med myn-
dighederne som menneskesmugler og som sortbørshandler. Morderen
havde også sin historie, men det var typisk nok diamentralt
modsat. A. Chr. Jørgensen havde været medlem af en kommunistisk 
modstandsgruppe. Kan læseren se at denne kombination
begynder at ligne et retsopgør??? Når vi så hertil lægger, at
Nicolajs navn er blevet sat i forbindelse med dobbeltmordet
på Peter Bangsvej i København på kontorchef Jacobsen og hans
hustru. Ja, så ligner nedskydningen af de to skibsredere i
allerhøjeste grad en afregning fra besættelsestiden, men officielt
var der altså tale om et simpelt rovmord.

I 1950 måtte der enten være et eller flere forsikringsselskaber,
der ejede de to vrag ved Sjællands Odde, eller også Nicolais
eller Olsens arvinger. Gunnar Hansen gik i gang
med at undersøge sagen. Det blev en meget omstændelig og meget lang-
sommelig undersøgelse. Men Gunnar Hansen holdt ud,
alt imens han og hans venner i al stilfærdighed holdt øje
med Castor. Det lå jo så let tilgængeligt for vragtyve, som
der netop var usædvanligt mange af de første fem efterkrigsår,
hvor der jo også var usædvanlig mange skibsvrag at plyndre i
de danske og tilstødende farvande. Gunnar Hansen og hans brødre
havde, da de til myndighederne havde anmeldt sig som interesse-
rede i S/S Castors vrag været nede og gå en tur på og omkring
vraget for at kunne vurdere dets værdi og derpå afgive købs-
tilbud. Ved den lejlighed konstateredes det, at der ingen vrag-
tyve havde været på spil. Gunnar Hansen var imidlertid en
tålmodig mand. Han fandt ud af, at der ingen forsikringsselska-
ber var involveret i S/S Castors vrag. Dvs. at skibsrederne
Olsen og Nicolai har løbet den uhyre risiko ved at være selvfor-
sikrende, og det vil igen sige, at de led et "alt er tabt"
ved deres to fartøjers forlis ved Sjællands Odde. Det var alt-
så Olsens og Nicolais arvinger der ejede vragene nu, og disse
arvinger prøvede Gunnar Hansen så at finde frem til. Det viste
sig i praksis umuligt, tilsyneladende ville ingen vedkende sig
slægtskab med de to likviderede mænd.

Så gik tiden videre til 1952, først da søgte Gunnar Hansen og fik
juridisk hjælp til at erhverve retten til S/S Castors vrag. Med
sagsbehandlingen gik der endnu et års tid, og først i sommeren
1953 får Gunnar Hansen lov til at købe vraget, men hvem sælge-
ren er, må Gunnar Hansen ifølge salgsbetingelserne ikke oplyse?
( Det var noget med navne/ - og personbeskyttelse sagde G.H.
når nogen spurgte ham).
Og så indtræffer da omsider S/S Castors sidste dage. I juni 1953
sejler Gunnar Hansen med sit skib RUTH ud til S/S Castors forlis-
sted og påbegynder vragfiskeriet som går hurtigt og nemt for den
rutinerede mand og hans dygtige medhjælpere. Med sig på RUTH har
Gunnar Hansen bl. a. erhvervsdykker Harald Furbo fra København.
Han og G.H. skiftes til at være nede og arbejde på vraget.
S/S Castor stod på havbunden ganske som da den sank for 6 år
siden, dog havde den fået en smule slagside til styrbord, der-
for arbejdede dykkerne forsigtigt, for at vraget ikke pludseligt
skulle vælte ned over dem. Først bjergede de alt, hvad de umiddel-
bart kunne komme til, bl.a. kom nathuset med sit kompas op i
fuldstændig hel tilstand, det skulle blot pudses op og justeres.
Det havde ikke taget skade af de 6 år under havoverfladen. Rat-
tet, slæbetrosser og alt løst gods kom op og blev lastet i RUTH.

Skorstenen, lufthætten samt nedgangstrappen fjernes med under-
vands skærebrænder, det samme gør maskincassingen, så der bliver
fri adgang ned til maskinrummet. Roret brændes fri og skrueakslen 
brændes over, så skruen kunne løftes op i hel og ubeskadi-
get stand. Da alt tilgængeligt materiale var frigjort og hejst
op og lastet i RUTH blev der gjort klar til sprængning af re-
sten af vraget. Det blev dykker Furbo, der gik ned og anbragte
sprængladningerne rundt omkring i vraget. De største ladninger
anbringes i kedlen og rundt om på dampmaskinen, da det jo dre-
jer sig om, at få vraget slået i så mange stykker, at RUTH s
lastebom kan løfte de enkelte dele. Såvel Gunnar Hansen som
Harald Furbo har på Søværnets Dykkerskole på Holmen i København 
taget certifikat som dykkere og vragsprængere dvs. lært 
hvordan man håndterer sprængstoffer og bruger dem på
rette måde. Da S/S Castor er sprængt, tager det kun en enkelt
dag at opfiske stykkerne, så fint er sprængningen gået. Derpå
sejlede M/G RUTH de ca. 28 tons jernskrot direkte til Stålvalse-
værket i Frederiksværk. S/S Castor af København var ikke mere.
Sønderdelt lå resterne af den gamle slæbedamper nu i de store
skrotbunker foran de grådige jernsmelteovnes gab.
Dette er i store træk historien om slæbedamperen S/S Castor og
lægteren Brøns Oddes forlis ved Sjællands Odde.